De "spidse" spørgsmål blev i lommen, da kriseramt Venstre tog hul på baglandsturné

您所在的位置:网站首页 jo becker De "spidse" spørgsmål blev i lommen, da kriseramt Venstre tog hul på baglandsturné

De "spidse" spørgsmål blev i lommen, da kriseramt Venstre tog hul på baglandsturné

2023-04-14 20:15| 来源: 网络整理| 查看: 265

85-årige Bjarne Gribsgaard havde ”ondt i hjertet,” fortalte han. For som medlem af Venstres Ungdom og Venstre i næsten 70 år er det hårdt at se tidens meningsmålinger.

Han var en af de 220 personer, der torsdag aften var mødt op hos landbrugsrådgivningsvirksomheden VKST i Sorø.

Her havde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og fungerende økonomiminister og næstformand Stephanie Lose (V) invitereret indenfor som første stop på den baglandsturné, som duoen drager på de kommende uger.

Kunne vi godt have haft renere hænder? Ja, det anerkender jeg

Troels Lund Poulsen (V), fungerende forsvarsminister

Mette Frederiksen (S) er ”sluppet for billigt gennem den minkskandale, hun har lavet,” rejste Bjarne Gribsgaard sig fra salen og sagde til de to repræsentanter fra ledelsen, og ”husk nu: I må ikke lade jer kue af en snu udenrigsminister”.

Ordene fik enkelte fra salen til klappe lavmælt, og da svarene skulle gives, tog Troels Lund Poulsen ordet.

Om minksagen forklarede han, at der ikke havde været flertal for at ”bringe den sag videre,” uanset om Venstre var gået i regering eller ej. Regnestykket gik ikke op, fordi Moderaterne få timer før Venstre foretog samme kovending og pludselig ikke ønskede en advokatvurdering.

- Kunne vi godt have haft renere hænder? Ja, det anerkender jeg. Men Jakob Ellemann-Jensen besluttede, at vi ikke kunne udstyre os med ét vetokort, der gjorde, at vi ikke kunne gå i regeringen. Det er jeg enig i, sagde Troels Lund Poulsen og lettede i samme åndedrag for en nyhed:

- Det er min klare forventning, at vi i løbet af meget kort tid kan præsentere en ny og bedre model for, hvordan udbetalingen af erstatning kan blive udbetalt hurtigere end forventet.

Bjarne Gribsgaard er landmand og har været medlem af Venstres Ungdom og senere Venstre i næsten 70 år. Foto: Maiken Brusgaard Christensen / TV 2Sms-drillerier

Venstres baglandsturne ligger på et tidspunkt, hvor SVM-regeringen for længst har mistet sit flertal i meningsmålingerne.

Og mens landsmandspartiet fik sig en ordentlig mavepuster ved folketingsvalget i november med 13,3 procent af stemmerne, er opbakningen blot fortsat med at sive. I den seneste Megafon-måling lavet for TV 2 står Venstre til 9,4 procent.

Læg dertil, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen i starten af februar måtte sygemelde sig med stress.

Alligevel indledte næstformand Stephanie Lose torsdagens møde med at affeje pressens spørgsmål om, hvorvidt der var tale om en krisemøde. Næstformanden tog det "flotte fremmøde" som et bevis på, at det ikke var tilfældet, forklarede hun.

Derefter gik den første ud af mødets to timer med at fortælle, hvordan det var Venstre, der under regeringsforhandlingerne havde krævet en flertalsregering, og hvordan Troels Lund Poulsen nu lige skal vænne sig til at være ”på sms med Mette Frederiksen”. Det har han jo ikke just været tidligere, forsøgte han at underholde fra scenen.

Det var dog Stephanie Loses stikpille til statsministeren, der fik salen til at klukke af grin:

- Sletter du dem så?, spurgte hun storsmilende med henvisning til, at en række af Mette Frederiksens sms'er vedrørende minksagen var blevet slettet, da Minkkommissionen bad om at få dem udlevereret.

Da salen havde grinet af, konstaterede Troels Lund Poulsen, at sms’erne fra Mette Frederiksen bliver ”gemt som trofæer”. Det var samtidig en anledning til at fortælle, hvordan tillidsopbygningen mellem Venstre og Socialdemokratiet havde taget ugevis.

Det var først, da Jakob Ellemann-Jensen ved Venstres landsmøde i november 2022 fra talerstolen stemplede aktivt ind i forhandlingerne, at S og V gik fra at ”føle hinanden på tænderne” til rent faktisk at tale politik, sagde Troels Lund Poulsen torsdag.

Fra vandboringer til supersygehuse

Med den timelange redegørelse, som Lund og Lose lagde ud med, var tiden til spørgsmål begrænset.

Og med omstændighederne taget i betragtning ville nogen måske nok have forventet, at aftenens sparsomme spørgsmål fra salen særligt ville kredse om netop meningsmålinger, kovendinger og Ellemann.

Men nej.

Se ogsåMåling sender Nye Borgerlige under spærregrænsen – regeringens flertal er langt væk

Ud af de otte deltagere, der nåede at få ordet, stillede alle udover den 85-årige Bjarne Gribsgaard spørgsmål om supersygehuse, forsvarsudgifter, flugt fra velfærdsområdet, nærsygehuse, CO2-afgifter, beskatning, arveafgift og vandboringer.

Lose og Lunds svarberedskab tydeliggjorde, at der på scenen i Sorø denne torsdag stod to politikere, som begge har ry for at være nede i materien.

Mens Stephanie Lose hyppigt trak referencer til erfaringer fra hendes vante job som regionsrådsformand ”hjemme i Sydjylland”, kastede Troels Lund Poulsen om sig med tekniske forklaringer om lavbundsarealer, tredjegenerations-vandplaner og CO2-afgifter.

Mens de meget konkrete spørgsmål opslugte langt størstedelen af spørgetiden, gemte salen på flere kritiske, der aldrig så dagens lys.

En af dem, der måtte gå hjem uden at have fået mikrofonen, var Steen Becker. Efter 40 år som medlem af Socialdemokratiet meldte han sig sidste år ud, fordi han ikke længere kunne stå inde for partiets linje på udlændingeområdet. Nu sad han så omringet af Venstre-folk og udstyret med en lap papir i bukselommen med "spidse" spørgsmål.

Nysgerrig, partiløs og begejstret for SVM-regeringens midterprojekt havde han valgt at bruge sin torsdag aften på at komme lidt tættere Venstres vikarierende formandskab. Men selvom Stephanie Lose indledte seancen med at sige, at hun da håbede, at turnéen vil give plus på medlemskontoen, blev Steen Becker ikke overbevist.

Hverken til at melde sig ind i Venstre eller til at lufte papirlappens indhold. De "spidse" spørgsmål blev i lommen, og heller ikke overfor TV 2 ønskede han at fortælle, hvordan de lød.

Steen Becker er tidligere mangeårigt medlem af Socialdemokratiet, men deltog torsdag i et Venstre-møde. Han ville gerne vise opbakning til den brede regering, men gemte samtidig på "spidse" spørgsmål i bukselommen. Foto: TV 2Er Ellemann den rigtige?

Mens flertallet af deltagerne så ud til at sætte pris på Lund og Loses detaljerige redegørelser, var det ikke nok for den 85-årige Bjarne Gribsgaard. Han var der ikke for teknikken.

Hans advarsel mod den ”snu udenrigsminister”, Lars Løkke Rasmussen, blev ikke italesat, da Troels Lund Poulsen skulle svare på kritikken. Og det var "helt bevidst", sagde det mangeårige Venstre-medlem efterfølgende til TV 2.

- Det ville jo ikke være godt for samarbejdet.

Du sagde, at det ”gør ondt i hjertet” at se meningsmålingerne. Hvorfor betyder det så meget for dig?

- Jeg har lagt så meget arbejde i Venstre igennem næsten hele mit liv. Det gør da ondt, sagde Bjarne Gribsgaard.

Nu har du lige hørt Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose forklare sig i to timer. Tror du på, at det vender nu?

Bjarne Gribsgaard tøvede, sukkede og svarede så, at det selvfølgelig er "håbet", men:

- Vi har jo også en Ellemann, der er syg…

Og det er hans tilbagevenden, der skal til for at vende meningsmålingerne?

- Nej, det siger jeg ikke. Det tror jeg ikke nødvendigvis, det er. Det er måske nærmere hende, sagde han og pegede over på næstformand Stephanie Lose, som var ved at runde aftenen af med en stribe interviews.

- Jeg tror måske, at hun er dygtigere.

Stephanie Lose er tidligere blevet beskrevet som både "skarp", "dygtig" og "brutal". Ja, hun blev sågar kaldt "Løkkes værste mareridt" i sommeren 2019. Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau ScanpixHar ingen deadline

Mens Jakob Ellemann-Jensens sygemelding altså ikke blev nævnt af en eneste af de deltagere, der fik mikrofonen torsdag aften, var formandsplanerne til gengæld det altoverskyggende i de efterfølgende interviews.

Her erkendte Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, at Venstre "står et svært sted". Men samtidig fastholdt de samstemmende, at de ingen ambitioner har om at blive formand. Også selvom Ellemann har været sygemeldt siden 6. februar.

Hvor lang tid kan det her blive ved? Skal vi have en afklaring, før vi går på sommerferie, eller hvilken deadline opererer I med?

- Vi opererer ikke med nogen plan. Vi tager det, som det kommer, og det vil sige, at Stephanie og jeg gør, hvad vi kan for at holde Venstre i gang. Både i forhold til regeringssamarbejdet og vores bagland, siger Troels Lund Poulsen og tilføjer:

- Jeg sætter ikke nogen deadline for, hvordan Venstres formand skal være tilbage.

Så der er ikke nogen øvre grænse for, hvor længe der kan gå?

- Altså… Jeg tror jo ikke, at vi taler om, at der går et år. Der kan gå nogle måneder, og jeg vil ikke blive konkret på det, siger Troels Lund Poulsen.

Fra Stephanie Lose lød det samtidig, at Jakob Ellemann-Jensen har det "meget, meget bedre".



【本文地址】


今日新闻


推荐新闻


CopyRight 2018-2019 办公设备维修网 版权所有 豫ICP备15022753号-3